Livsbekræftende malerier
 
Kommentarer til Tina Hees billedunivers
 

Tina Hee, Farvesymfoni i dur

Tænk på hvad et lækkert stykke musik kan gøre for dit humør for sådan fungerer Tina Hees malerier i visuel form. Hvor der end må være brug for et maleri med en opløftende stemning kan det anbefales at placere et Tina Hee maleri.

Tina Hee har ikke været kunstner fra barnsben af. Seereske derimod kunne man sige. For det er hendes evne til at registrere indtryk, der har bragt kunstneren derhen, hvor hun befinder sig i dag. Efter at have fundet sin sande metier, har Tina nu i en årrække været fuldblodskunstner, hvor hun med penslen som katalysator for alle de ophobede indtryk – giver liv til farvesymfonier og finurlige væsner i en stil man bedst kan betegne humørbombemaleri.

Den anseelige mængde energi, som gennemstrømmer malerindens billeder er særlig tydelig i farveskalaen. Maleriernes skrappe men altid velvalgte farver betyder nemlig at de bogstaveligt fylder mere end deres fysiske mål. En personlig farveholdning som er fremkommet ved, at Hee helt befriende hverken skelner til kunsthistorie eller klassisk farveteori. Fuld af tro på at alle billedelementer nok skal falde på plads lader Tina intuitionen råde så farverne får lov til at finde deres egen melodi. Og det vil være synd at lave om på noget, som så åbenlyst fungerer.

Måske er kolorismen Tina Hees stærkeste kort, men motivisk er der på billedfladen også et charmerende vokabular af figurer, som hver især har en særlig betydning.

Tag nu figuren ”Johannes” en stiliseret figur på en cykel - og Tinas faste følgesvend i malerierne. Johannes minder om Solvognen fra bronzealderen, der består af en hestevogn med fire hjul. I det 21. århundrede er hjulene naturligvis blevet til miljørigtige cykelhjul og fungerer som en signatur, der nemt kunne være Hees alter ego med sin smittende friskfyragtige tilstedeværelse. Men også øjet og fuglen er hyppigt til stede sammen med andre mere amorfe fabelvæsner. Fælles for alle figurer er at Hee altid formår at fremstille hver enkel, så man automatisk fatter sympati for væsnerne.

Kunstnerisk set hører Tina Hee hjemme i samme kategori som COBRA- malerne, hos hvem den kunstneriske proces også var domineret af spontanitet og eksperimenteren. Men Hee er også beslægtet med de to nulevende kunstnere maleren Troels Trier og skulptøren Stefan Herrik, der begge arbejder med et tilstræbt primitivt og humørfyldt udtryk.

Det har utvivlsomt en betydning, at kunstneren er en livserfaren dame, som kender til livets mange facetter. I maleriet integrerer Hee dem specifikt ved at arbejde med dualitet.

Den rent kunstneriske modning håndterer kunstneren også med kløgt, ved ikke at have for travlt. Års arbejde er nu alligevel ved at manifesterer sig, da den fremkaldervæske som Tina Hees billeder her er dyppet i, afslører at der har sneget sig mere ro ind i malerierne. Hvor der førhen var et mylder af billedelementer har færre former fået mere plads i dag. Et kunstnerisk greb som kræver at man er afklaret, da det enkelte billedelement får mere plads og det bliver lettere at få øje på det vellykkede såvel som det mindre vellykkede. Lad mig kort slå fast at Hees billeder er overordentlig vellykkede. Kunstneren Tina Hee er trådt i karakter.

Ida Anna Hjalmsrud,
kunsthistoriker og daglig leder af Gallerie Rasmus.

 

• • • • •

”Glad i låget”...



så er det sagt. Tina Hees malerier handler om livsglæde. Hverken mere eller mindre. Noget, man erkender ved det allerførste øjekast på hendes billeder: dynamiske myldremalerier, hvor former glider ind og ud i mellem hinanden i et kalejdoskop af forskellige farveindtryk. 


Man kan genkende fysiske objekter i Tina Hees malerier, mennesker og dyr i alle afskygninger, men der er også helt abstrakte tegn mellem dem. Pointen er nemlig ikke at vise et realistisk udsnit af virkeligheden, men virkeligheden udsat for fantasien. Som børn ser den, som vores drømme ser den, og som vi alle sammen ser den, når vi giver os selv lov til at slippe de rationelle tanker, der ellers præger det meste af vores liv.
 
I Tina Hees billedunivers kan vi for en stund glemme alt om stress, finanskrise og vintermørke og bare lade os indfange af den frodige fantasi, som billederne udstråler. Her kan man opnå en næsten fysisk velvære ved at betragte penselsporenes leg henover billedfladen og de figurer, der popper op i mellem dem: fabelfugle, hunde, glade ænder, søløver, sommerfugle, skovsnegle og væsener, som er halvt mennesker, halvt dyriske, men som bestemt ikke gør os bange, fordi dét her er bestemt til at få os til at trække på smilebåndet og føle os godt tilpas.

 
Meget af den glæde, man føler ved at betragte Tina Hees malerier ligger i det faktum, at øjet kan vandre hen over lærrederne og hele tiden opdage nye ting, nye finurligheder, nye historier i et mangesidigt, overskudsramt repertoire. Energien er så smittende dynamisk og motiverne så udpræget positive, at man nemt glemmer, at der ligger et hårdt og præcist arbejde bag billederne. 


Tina Hee er en perfektionistisk kunstner, som hele tiden stræber efter at blive bedre, og bag maleriernes legende lette ydre ligger en solid viden om billedkomposition, om balance mellem stille og dynamiske passager og om et harmonisk spil mellem varme og kolde og mættede og umættede farver. Alt sammen noget, som er med til at give hvert enkelt maleri dets helt egen rytme og farveholdning. Man kan finde rene farver i ”pang-sammenstød”, man kan finde billeder med klare og kølige violet/grønne-harmonier, og man kan finde malerier med en myriade af sammenkædede figurer såvel som malerier, hvor rytmen er mere rolig. Man kan selv bestemme alt efter ens temperament.
 
Hvis man ønsker nogle malerier, der skamløst, men charmerende stjæler opmærksomheden fra de andre ting i huset, hvis man ønsker lidt kulør i stuen og nogle positive energier, man bliver glad i låget af at se på, kan man roligt anskaffe sig et maleri af Tina Hee. Energien og det livsbekræftende humør vil helt uvilkårligt smitte af på dig.
 

 Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen,

bachelor i Kunsthistorie
 
 • • • • •
Mesterfotografen "Leifi"...

 

Herunder omtale af min kunst fra en ildsjæl og min tidligere arbejdsgiver, som jeg respekterede meget for hans særdeles kreative, positive og livsglade holdning – Fotograf Leif Schiller, der i folkemunde også blev kaldt "Leifi".

Leif var mode/og reklamefotograf og sin generations helt store
fotograf - hvilket ikke mindst blev påskønnet da branchen
ved årtusindeskiftet udnævnte ham til århundredets mesterfotograf. 

Leif's ord til mig:


”Hej Tina, det ser virkelig ud til, at du har fundet dig selv og noget beskæftigelse, som du er glad for. Stort tillykke med det! Jeg synes du maler nogle dejlige billeder, som er åbne for fortolkninger, jeg beundrer dine teknikker, ”look” og uforudsigeligheden i dine billeder.

Jeg tror sgu du bliver en stor maler!”
 

Stor hilsen

Leif

 

...Tak for det Leif, whereever you are!

 

 • • • • •

 

Kære kusine Tina,



Hermed vil jeg dedikere et digt til din hjemmeside.

Et lille digt, jeg har forsøgt at få til at udtrykke dit livsmod, din livsglæde, dit gåpåmod, din livsoptimisme og den ydmyghed, hvormed du møder verden. Alt sammen følelser, der kendetegner dig så godt. Og som alt sammen findes i din verdens kunst i form af billeder og farver og faconer.
 
Og ikke at forglemme Johannes, den festlige fyr, som man bliver glad og i godt humør af, mens man følger ham på hans rejse fra det ene farverige og fantasifulde univers til det andet. Glæde og leg, som tit og ofte snitter barnets univers.
 
I kærlighed og med stor ydmyghed,
din søsterQ


 
Når solen blinker på nyfalden sne
 
– som blinker
 
og dækker det fortov hvor vennerne små
 
i forårets varme hinker.
 
Da ville jeg ønske, såfremt jeg var stor
 
og kunne i verden bestemme,
 
At forår og vinter vil sammen stå
 
Og ikke hinanden glemme.




 
• • • • •

Kærlighed ved første blik!



En helt særlig oplevelse fik jeg, da jeg første gang købte et maleri af Tina. Maleriet var ikke til mig selv, men en fødselsdags- og housewarming gave til min datter der fyldte 20 år og samtidig havde fået lejlighed. 

Maleriet kom dog til at hænge i vores stue i næsten 2 måneder mens lejligheden blev gjort i stand, og oplevelsen bestod i, at jeg dagligt fandt mig selv foran maleriet, hvor jeg brugte lang tid på at kigge de mange figurer, lagene og dybden i maleriet. Det var simpelthen en form for terapi at finde nye motiver i de glade figurer med de mange farver!  Jeg fandt hele tiden nyt, og  jo længere tid jeg kiggede, desto gladere blev jeg!
 

Dagen kom hvor min datter hentede sit maleri - og jeg tror kun der gik en uge før jeg stod i Tinas altelier, for at finde et nyt maleri, for jeg var jo blevet helt "afhængig"! Jeg fandt et nyt - det er særligt, smukt, sjovt og fuld af glæde der smitter. Jeg kan godt forstå, at mange af Tinas malerier hedder noget med "Glad i låget" - for det bliver man, når man betragter dem :-))
 

Samlingen er siden blevet udvidet med flere af Tinas værker, i flere størrelser og stilarter. Jeg elsker dem!
 

Winnie Elsborg, direktør, MindWeb.dk

 

 

 


 
Tina Hee | Valbygårdsvej 70 B | 2500 Valby | Tlf.: 21 28 58 03 | arttinahee@gmail.com