Livsbekræftende malerier

 
Kommentarer til Tina Hees billedunivers
 
”Tina Hee”
2014 tekst af mine seneste værker skrevet af:


Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen.


Det næste skridt
 
Om Tina Hees nyeste malerier
 
 
En lille figur er på vej frem. Det ene ben er placeret på trappens første trin, det andet på vej til at fuldføre bevægelsen højere op. Men noget holder ham tilbage. Det bagerste ben er strakt med spændte lægmuskler, men øjet røber, at han ikke er helt klar til det næste skridt. Han tøver. Noget holder ham tilbage. Om han nogensinde kommer videre eller forbliver dér fastfrosset i tanker og sind, får vi aldrig at vide. Det er op til os selv at digte videre på fortællingen. En fortælling, Tina Hee har kaldt ”Gå vejen tænksomme”. Og dermed antydet, at han nok skal klare det. Langsomt og på sin egen måde.
 
Maleriet viser en ny side af Tina Hees kunst. Vi har tidligere set en figur på cykel med høj hat kaldet Johannes. Han gjorde hver gang sin entre i malerier, hvor der skete en hel masse. En boblende myriade af farver og former, som spændte sig over hele lærredet og var en fornøjelse at gå på opdagelse i.
 
Med sine nye malerier har Tina Hee forenklet formen og koncentreret handlingen. Uden at være blevet fysisk større er billederne nu mere monumentale end tidligere. Temaet er imidlertid det samme: rejsen og eventyret forstået som ”livets rejse”. De livssituationer og valg, vi alle kommer ud for og skal træffe.
 Og Johannes? Han er der såmænd stadig. Nu bare som en del af kunstnerens signatur.
 
I ”Gå vejen mit barn” ser vi to figurer, en rød og en sort, en mor med sit barn. Den lille klamrer sig til sin mor og vil tilsyneladende helst blive hos hende. Højre fod er imidlertid plantet på jorden pegende i en anden retning, og vi aner, at om lidt vil barnet vende sig om og gå sin egen vej. For sådan er livet jo. Man skal gøre sig fri, stå på sine egne ben, lære at klare sig selv. Det er derfor hverken ondt eller brutalt, når moren blidt puffer barnet videre. Og mens, vi er ved det: Tina Hees væsener er kønsneutrale. Vi kan ikke se, om det er mænd eller kvinder, drenge eller piger. Ikke af politisk korrekte grunde, men for at betone det almenmenneskelige, det generelle og universelle.
 
I to andre malerier: ”Gå vejen og værn om forskelligheden” og ”Gå vejen og værn om anderledesheden” er det tolerancen og respekten for andre, der er i fokus. Bogstaveligt talt ved at vise de små figurer i forskellige farver og forskellige størrelser. I overført betydning ved at fastholde menneskets ukrænkelighed og frihed.
 
”Gå vejen sammen” er en hyldest til det vigtigste i livet: kærligheden. De to skikkelser passer sammen som fod i hose, deres næser rører hinanden, og de fletter ben. De er to forskellige væsener og dog ét. Kærligheden findes imidlertid i alle afskygninger i Tina Hees billedverden. Kærligheden til sin partner, til sine børn, til sin familie, til sine venner og, ikke at forglemme: den nødvendige kærlighed til sig selv.
 
I mange af billederne ser man en stige. En stige, som er gået igen fra Tina Hees ældre malerier. Som i disse går man nok ikke helt galt i byen ved at tolke stien som et symbol på den retning og de valg, vores liv udgøres af. Hænger vi fast i fortiden, hænger vi fast i bagateller, hænger vi i det hele taget med hovedet, eller gør vi os fri, træffer en beslutning, kommer videre, stoler på sin mand, stoler på sin kone, stoler på os selv og stoler på kærligheden?
 
Det er disse livssituationer og disse valg, som Tina Hee viser os med sin billedverden. Den fortæller noget om os selv. Ikke med løftede pegefingre, men med varme, humor og solidaritet. Som den voksne i ”Gå vejen mit barn” giver den os et venligt puf, så vi kan gå ud i livet med et lettere hjerte og et smil om munden.
 
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

 
bachelor i Kunst
Mesterfotografen "Leifi"...

Fotograf Leif Schiller:

Herunder omtale af min kunst fra en ildsjæl og min tidligere arbejdsgiver, som jeg respekterede meget for hans særdeles kreative, positive og livsglade holdning – Fotograf Leif Schiller, der i folkemunde også blev kaldt "Leifi".

Leif var mode/og reklamefotograf og sin generations helt store
fotograf - hvilket ikke mindst blev påskønnet da branchen
ved årtusindeskiftet udnævnte ham til århundredets mesterfotograf. 

Leif's ord til mig:


”Hej Tina, det ser virkelig ud til, at du har fundet dig selv og noget beskæftigelse, som du er glad for. Stort tillykke med det! Jeg synes du maler nogle dejlige billeder, som er åbne for fortolkninger, jeg beundrer dine teknikker, ”look” og uforudsigeligheden i dine billeder.

Jeg tror sgu du bliver en stor maler!”

Stor hilsen

Leif

 

...Tak for det Leif, whereever you are!
 

Winnie Elsborg, Elsborg Grafisk ApS udtaler:

En helt særlig oplevelse fik jeg, da jeg første gang købte et maleri af Tina. Maleriet var ikke til mig selv, men en fødselsdags- og housewarming gave til min datter der fyldte 20 år og samtidig havde fået lejlighed. 


Maleriet kom dog til at hænge i vores stue i næsten 2 måneder mens lejligheden blev gjort i stand, og oplevelsen bestod i, at jeg dagligt fandt mig selv foran maleriet, hvor jeg brugte lang tid på at kigge de mange figurer, lagene og dybden i maleriet. Det var simpelthen en form for terapi at finde nye motiver i de glade figurer med de mange farver!  Jeg fandt hele tiden nyt, og  jo længere tid jeg kiggede, desto gladere blev jeg!
 

Dagen kom hvor min datter hentede sit maleri - og jeg tror kun der gik en uge før jeg stod i Tinas altelier, for at finde et nyt maleri, for jeg var jo blevet helt "afhængig"! Jeg fandt et nyt - det er særligt, smukt, sjovt og fuld af glæde der smitter. Jeg kan godt forstå, at mange af Tinas malerier hedder noget med "Glad i låget" - for det bliver man, når man betragter dem.
 

Samlingen er siden blevet udvidet med flere af Tinas værker, i flere størrelser og stilarter. Jeg elsker dem!
 

Winnie Elsborg, direktør, MindWeb.dk

 

 

 


 
atelier Tina Hee | Brogårdsvej 26, 1.sal| 2820 Gentofte | Tlf.: +45 21 28 58 03 | arttinahee@gmail.com | CVR-nummer: 32691064